marts 6, 2025
Tekst: Elisabeth von Seelen Engel – Foto: Helle Bjerre Christensen
Hvad fik dig til at blive gøgler?
“Jeg ved ikke rigtig, om jeg kunne lade være. Det var sådan et kort svar. Jeg kunne ikke lade være, det tiltrak mig, og det var nok fordi, jeg havde prøvet det. Jeg havde set, hvad det gjorde. Det har sådan en stor effekt, synes jeg, på verden og for mig selv.“
Hvad laver man som Gøgler?
“Jeg laver meget. Man kan gå på stylter og lave karakterer, som er sådan lidt ekstreme. Så det kan være, at jeg bytter mit ansigt ud med latex næser, store ører eller store øjenvipper. Jeg sminker også meget, så jeg virkelig forvandler mig. Men som gøgler, så overrasker jeg meget. Jeg overrasker mig selv. Jeg overrasker måske dem, der ser på. Så der er en fornemmelse af, at det er ud over det daglige. At finde på ting, som simpelthen er anderledes, og gøre det med vilje, for at vi kan blive rystet lidt. Hvis vi nu ser på dagligdagen, så gør vi måske de samme ting igen og igen. Der er lidt en boks. Så noget med lige at bryde det, når man spiller en rolle. Det er vildt befriende for mig, og så er jeg jo ikke fast i én ting. Gud, tænk hvis jeg kan spille alle ting. Det er spændende.”
Hvad synes du egentlig mest om at lære fra dig?
“Det er jo, at jeg ikke kan lære jer noget. Alle kan lege, og alle sammen har deres fantasier, og alle sammen kan godt lide at bruge den. Men hvis jeg stiller en kuffert frem, så bruges den. Så kan jeg jo netop se, at der er nogen, der lærer noget, de ikke regner med, de kunne. Så tror vi, at vi ikke kan holde balancen, eller slå en kolbøtte eller sådan noget. Så bliver vi vildt glade, når vi opdager, at det kan jeg faktisk godt. Jeg kan især godt lide, når der er nogen, der finder ud af noget med hinanden. Det er jo ikke altid nemt at kigge alle folk i øjnene. Det kræver noget af os. Vi ved jo ikke, hvad der vil ske. Men hvis det altid er mig, der bestemmer, og altid er mig, der er helt sikker. Så kan det også blive lidt kedeligt, fordi så gentager jeg måske bare mig selv. Så hver gang er der et samspil om legen. “
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hvad fik dig til at blive gøgler?
“Jeg ved ikke rigtig, om jeg kunne lade være. Det var sådan et kort svar. Jeg kunne ikke lade være, det tiltrak mig, og det var nok fordi, jeg havde prøvet det. Jeg havde set, hvad det gjorde. Det har sådan en stor effekt, synes jeg, på verden og for mig selv.“
Hvad laver man som Gøgler?
“Jeg laver meget. Man kan gå på stylter og lave karakterer, som er sådan lidt ekstreme. Så det kan være, at jeg bytter mit ansigt ud med latex næser, store ører eller store øjenvipper. Jeg sminker også meget, så jeg virkelig forvandler mig. Men som gøgler, så overrasker jeg meget. Jeg overrasker mig selv. Jeg overrasker måske dem, der ser på. Så der er en fornemmelse af, at det er ud over det daglige. At finde på ting, som simpelthen er anderledes, og gøre det med vilje, for at vi kan blive rystet lidt. Hvis vi nu ser på dagligdagen, så gør vi måske de samme ting igen og igen. Der er lidt en boks. Så noget med lige at bryde det, når man spiller en rolle. Det er vildt befriende for mig, og så er jeg jo ikke fast i én ting. Gud, tænk hvis jeg kan spille alle ting. Det er spændende.”
Hvad synes du egentlig mest om at lære fra dig?
“Det er jo, at jeg ikke kan lære jer noget. Alle kan lege, og alle sammen har deres fantasier, og alle sammen kan godt lide at bruge den. Men hvis jeg stiller en kuffert frem, så bruges den. Så kan jeg jo netop se, at der er nogen, der lærer noget, de ikke regner med, de kunne. Så tror vi, at vi ikke kan holde balancen, eller slå en kolbøtte eller sådan noget. Så bliver vi vildt glade, når vi opdager, at det kan jeg faktisk godt. Jeg kan især godt lide, når der er nogen, der finder ud af noget med hinanden. Det er jo ikke altid nemt at kigge alle folk i øjnene. Det kræver noget af os. Vi ved jo ikke, hvad der vil ske. Men hvis det altid er mig, der bestemmer, og altid er mig, der er helt sikker. Så kan det også blive lidt kedeligt, fordi så gentager jeg måske bare mig selv. Så hver gang er der et samspil om legen. “
(Artiklen fortsætter under billedet)
