Apira
december 7, 2023
Hvis også du har svært ved at vælge, hvilken julekalender du vil plage dine forældre om i år, så læs med her. Vi har nemlig ofret os for den gode sags tjeneste og tygget os igennem hele otte forskellige julekalendere, der byder på lidt for enhver smag – både det sure, det stærke, det søde og det sunde.
Børnereporternes panel består af: Uma, Asta, Signe, Victoria, Markus, Levi, Hector og Glenn. Alle julekalenderne er købt i Netto.
Dumle (59 kr.): 3 nissehuer
Der gemmer sig ikke de store overraskelser bag lågerne, men på forsiden er der en sjov jule-ord-gåde, som du kan løse, mens du gumler på Dumle.
Smag: Hvis du kan lide de klassiske Dumle-karameller, vil du også kunne lide denne, der byder på karameller i fire forskellige varianter. (3 huer)
Er den pengene værd? Den er lidt kedelig og skuffede os lidt med udvalget. Men det trækker op, at der er noget særligt bag lågen den 24/12. (3 huer)
Er den julet? Ja, den er blandt de mest julede. (4 huer)
Oreo Marabou (85 kr.): 3 nissehuer
Oreo med chokoladeovertræk? Ja, det får du i denne kalender. Og så får du også en masse lækker Marabou-chokolade men ikke så mange kiks. Så hvis du er fan af Oreo kiks, kan du måske blive lidt skuffet.
Smag: Vi elsker chokolade, dog er noget af chokoladen lidt for sød for vores smag. (3 huer)
Er den pengene værd? Ja, men forvent ikke den store variation i chokoladen. (3 huer)
Er den julet? Ud over et flot juletræ er forsiden lidt kedelig og afslører faktisk alt indholdet, hvilket ødelægger overraskelsen lidt. (3 huer)
Celebrations (85 kr.): 2 nissehuer
Denne julekalender er fyldt med de klassiske chokoladebarer som Bounty, Twix, Maltesers, Milky Way og Snickers.
Smag: Den smager af de kendte chokoladebarer. Men ingen overraskelser. (3 huer)
Er den pengene værd? Nej, og forventer du lidt ekstra bag lågen den 24. december bliver du slemt skuffet. (2 huer)
Er den julet? Æsken er formet som et juletræ, men ellers synes vi ikke, den er særlig julet. (2 huer)
Skipper’s pipes (99 kr.): 3 nissehuer
En sjov lakridskalender, der fordrer, at du kan lide … ja lakridspiber. For der er intet andet. Til gengæld er der en ekstra nødlakrids i pakken. Og så er der også en ekstra stor gave den 24.
Smag: Så længe, du kan lide lakridspiber – søde og salte – kan du lide denne her. (3 huer)
Er den pengene værd? Ja, i høj grad. Du får rigtig meget for pengene. (3 huer)
Er den julet? Den er julet og flot lavet med sjove detaljer. Selv mågerne og isbjørnen har lakridspiber i munden, og tallene på lågerne er formet som de sorte piber. (3 huer)
Fruit Funk (50 kr.): 2 nissehuer
Den henvender sig til mindre børn og med sine veganske frugtbarer og rosiner er den et godt alternativ til børn, der enten ikke kan lide slik, eller som ikke må få det. Men det bliver nu aldrig spændende at finde en pakke rosiner bag lågen.
Smag: Det er lidt svært at sige, hvad frugtbarerne smager af, selv om de kommer i mange forskelle smage, herunder jordbær, banan og fersken. (3 huer)
Er den pengene værd? Nej, det er meget dyrere end at købe frugtstænger og rosiner separat. (3 huer)
Er den julet? Den er mere vinteragtig. Det eneste julede er hundene fra Paw Patrol, der har fået nissehuer på. (2 huer)
Chupa Chups (99 kr.): 3 nissehuer
Hvis du elsker frugtslik og slikkepinde er denne kalender nok noget for dig. Fordelen er, at der er mange forskellige slags slik.
Smag: En klassisk sliksmag. (4 huer)
Er den pengene værd? Ja, men den burde have været lidt billigere. (3 huer)
Er den julet? Forsiden er noget rodet – men også sjov. Dog afsløres indholdet udenpå boksen, hvilket nogle vil være kede af og andre glade for. (3 huer)
Brain Blasterz (39 kr.): 3 nissehuer
Dette er julekalenderen for dig, der ikke kan få det surt eller stærkt nok.
Smag: Både surt, sødt og stærkt. Lige fra cola og kirsebær til lime og appelsin. (3 huer)
Er den pengene værd? Ja, der er mange forskellige smage, og det er den billigste kalender blandt dem, vi har testet. (3 huer)
Er den julet? Nej, og det trækker ned. Men udseendet gør én nysgerrig efter at prøve den. (1)
Børnereporternes panel består af: Uma, Asta, Signe, Victoria, Markus, Levi, Hector og Glenn.