Fantasien får frit løb i rollespils-værkstedet

Tekst: Markus Metallus Busted Mølgaard & Levi Karstens Brandt – Foto: Helle Bjerre Christensen

Orker, elve, dværge og masser af fri fantasi hersker i Pumpestationens rollespilsværksted, hvor en gruppe børn knytter venskaber over deres fælles interesse: At spille rollespil og male figurer. Børnereporterne har talt med Peter, som har bygget værkstedet op fra bunden, men som nu giver stafetten videre.

Hvad er dit tilbud til børnene i dit værksted?

”Mit tilbud til børnene er, at de kan komme og spille brætspil, de kan spille rollespil, de kan male figurer, og så kan de spille de her store figurspil som for eksempel Warhammer og Ringenes Herre. Det er de forskellige ”grene”, der er i rollespillets værksted. Hvis man tager en af de fire store ”grene”, for eksempel rollespil, så er der ud fra det nogle nye små ”grene” – det kan for eksempel være figurmaling eller selve historien i spillet.

”Hvad er dit yndlingsrollespil?”

Dungeons & Dragons (D&D, red.) er nok mit yndlingsrollespil, for det er det, jeg kender bedst. Der er en masse forskellige systemer, der allesammen kan noget forskelligt. Hvis nu man vil lave en historie med nogle børn, der skal overleve zombier, der kommer udefra, så kan man godt bruge Dungeons & Dragons-reglerne til det. De er som et skelet, som man bygger regler ovenpå.”

”Der er også nogle spil, der har mere fokus på et bestemt univers. Der er for eksempel et Star Wars rollespil og et Ringes Herre rollespil.”

Hvordan kommer man i gang med at spille rollespil i rollespilsværkstedet?

”Der er to måder, man kan gøre det på. Man kan komme til mig, som er Dungeon Master, og så hjælper jeg børnene med at komme i gang. Og så er det mig, der sidder og fortæller historierne, og børnene, der er karaktererne i rollespillet.”

”Den anden måde er, at I børn selv spiller bordrollespil. Der behøver I ikke at have mig med som Dungeon Master, hvis nu der er en af børnene, der gerne vil være det. Men jeg vil altid gerne hjælpe med at sætte i gang, og give noget feedback til, hvordan I kan komme i gang.”

(Interviewet fortsætter under billedet)

Rollespil

Kan man være med uden at vide noget som helst om rollespil?

”Det kan man sagtens. Man skal bare have lyst og man skal bare møde op. Man behøves ikke at kunne regler eller noget. Det tager vi hen ad vejen.”

”Det er også den nemmeste måde at komme i gang med bordrollespil på. Mange kan godt blive lidt forskrækkede, når de ser alle de bøger, der står i reolerne hernede, regelbøger og monstre og alt muligt. Men bare rolig, det er mig, der skal have styr på alt det.”

Hvor hurtig kan man komme i gang med at spille bordrollespil, hvis man overhovedet ikke har prøvet det før?”

Hvis jeg sagde til dig, at nu skal vi spille, men først skal du læse 200 sider, og du skal se den her video, og så skal du ind på den her hjemmeside, så ville du sikkert synes, at det var kamp kedeligt lige med det samme. Så derfor plejer jeg at sige, at vi skal spille med det samme, og så forklarer jeg ellers reglerne, mens vi spiller. Og så har jeg måske printet nogle karakterer ud. Og så spørger jeg dig om, om du har lyst til at være en, der kan snige dig, eller en der er god til at slås med rustning og sværd, eller måske en, der kan magi. Og så skal du tænke: Hvad har jeg lyst til at spille? Hvad lyder spændende her?”

Hvad er forskellen på at spille rollespil og spille fx Ludo eller Matador?”

Rollespil er et narrativt fortællespil, hvor der er en historie, man laver sammen. I rollespil lever man sig ind i, hvilken figur man er. Man kan nogle gange måske føle sig som en ludoprik, der bliver slået hjem. Men Ludo er mere et konkurrencespil, hvor der er en vinder. I rollespil er der derimod en meget fri tolkning af regler. Hvis du spiller Matador, kan du ikke bare sige: Jeg vil egentlig godt lige prøve at hoppe over og købe Rådhuspladsen. Det kan man ikke, for i Matador er man nødt til at følge reglerne meget specifikt.”

Kan du forklare mig, Hvordan man spiller en rolle?”

Du skal selv have en idé om, hvilken rolle du er. Er du for eksempel en karakter, der er god til at slås eller til magi? Det fede ved rollespil er, at man kan spille noget helt andet, end den man er. Hvis nu at man måske er en lidt stille type, der sidder i klassen og kun rækker hånden op, når man er helt klar over, hvad svaret er. Så kan man i rollespil sige sådan her: Nu spiller jeg en, som er megamodig, eller ret fræk, og som altid siger det første, der falder en ind og prøver at smide en joke afsted.”

Hvad er så dit yndlingsfigurspil?

”Jeg synes, at Ringenes Herre, er det bedste figurspil. Jeg kan rigtig godt lide, hvordan spillet fungerer, det er nemt at komme i gang med og det er hurtig slut igen. Vi spiller jo også meget Warhammer i rollespilsværkstedet, og det er også et godt spil, men jeg synes, at Ringenes Herre har det bedste regelsystem. Det er lidt mere fair, og der sker lidt mere i det.”

”Warhammer er et spil med mange store figurer, der hopper rundt. Det kan godt virke lidt tungt, og så tager det rigtig lang tid at komme igennem én tur. Så den, man spiller med, kan hurtigt komme til at kede sig lidt, fordi man skal sidde og kigge på den anden, der bare ruller 200 terninger, mens man selv bare står og fjerner figurer, der er døde.”

Kan du sige tre gode ting ved rollespil?”

Nummer 1. Man kan være kreativ. Man kan jo være og spille lige den/det, man vil. Og når jeg er Dungeon Master, kan jeg også selv bestemme, hvilken historie, jeg godt vil have, at de her spillere skal ud på. Skal de ud og løse et mord-mysterie? Skal de prøve at bryde ind i en bank? Eller skal de bare prøve at redde en gammel kone, der er ved at miste sin gård? Der er frit slag i spillet, så både dem, der spiller og den, der er Dungeon Master, får brugt deres fantasi rigtig meget.”

(Interviewet fortsætter under faktaboksen)

Print og mal din egen figur

Der er også andre aktiviteter i rollespilsværkstedet end rollespil. Der er for eksempel en 3D-printer, så du kan printe dine egne figurer ud. Og så kan du selvfølgelig også male dem. Det koster ingenting, men du skal male din figur færdig, før du kan begynde på en ny.

​”Nummer 2. Der er meget sammenhold i rollespil. Det er ikke et spil, der handler om at være den bedste. Det er mere et spil om at arbejde sammen. Og det er altid de spil, jeg synes, der er det bedste. Det er dem, hvor man skal hjælpe hinanden.”

”Nummer 3. Det bringer folk sammen. Man hygger sig meget, når man spiller det. Hvis den rigtige stemning er, at man sidder rundt om et bord og har taget lidt snacks med, så er det vildt hyggeligt at sidde og spille. Også fordi at det konkurrencemæssige element er fjernet. Og så lærer man også lidt om hinanden og lidt om sig selv undervejs.”

Skal man være klog på at kunne spille rollespil?”

Det er jeg et levende bevis på, at man ikke behøver at være. Man skal have lyst til at åbne op for noget fantasi og være kreativ, og det behøver man nødvendigvis ikke at være klog for at kunne. Matematikken er rigtig, rigtig nem heldigvis. Det er ikke tit, at det er mere end to tal, man skal lægge sammen. Og det højeste tal, du skal kunne lægge sammen, er 20 plus et 1 cifret tal.”

Hvor meget betyder rollespil for dig?

”Det betyder rigtig meget. Når jeg spiller med mine venner, har vi noget sjovt at spille sammen, som vi altid synes er fedt. Især når man bliver lidt ældre, og man har børn og kærester og alt muligt, så er det måske ikke længere så tit, at man ser sine venner. Så at ses til noget rollespil, det kan være virkelig, virkelig hyggeligt.”

”Derudover betyder det også meget for mig, fordi det er mit job. Jeg spiller rollespil og maler og spiller brætspil hernede med jer børn, og jeg synes, det er fantastisk, at jeg får lov til at lave noget, som jeg synes er spændende og sjovt sammen med jer her. Så det betyder rigtig meget for mig.”

Hvor mange penge har du brugt på rollespil?

”Der vil jeg godt have min advokat til stede, og du skal love mig, at min kæreste aldrig nogensinde kommer til at høre svaret på det. Jeg ved det faktisk ikke. Flere tusinde kroner. Altså det er mange, mange, mange, mange penge. Men jeg har også spillet rollespil længe. Faktisk lige siden jeg var på jeres alder.”

Du stopper jo desværre den 1. februar, fordi du har fået et nyt job i en anden klub. Hvad kommer det til at betyde for rollespilsværkstedet?

”Nu er der blevet skabt en rollespilskultur her, som bliver givet videre til andre, der også har en passion for rollespil. Det er dejligt, at jeg har kunne inspirere børnene, og selv hvis der ikke skulle komme et dedikeret rollespilsværksted, så lever rollespillet videre. Rollespil er et rigtig godt alternativ til de børn, der ikke lige er til e-sport eller fodbold, men som synes, at fantasy og science fiction er det fedeste.”

5 figurspil du for eksempel kan spille

1. Middle-Earth Strategy Battle Game – Lord of the Rings
2. Warhammer – Age of Sigmar
3. Warhammer Fantasy Battle – The Old World
4. Warhammer 40.000
5. Warcry